26. august 2015

Naturlig Grøn The Facial


Hvis du gerne vil pleje og opfriske din hud naturligt, så skulle du helt sikkert prøve en Grøn The Facial. Grøn the indeholder antioxidanter herunder EGCG, som kan modvirke betændelse og ældning. Ved dampning af huden trænger antioxidanterne ind i de åbnede porer og renser.

Dette skal du bruge:
- Grøn The (løse blade)
- En skål
- Håndklæde

Sådan fungerer det: 

- Kog vand og hæld det ned i en skål.
- Put herefter de grønne theblade direkte ned i vandet. Hvid du ikke har løse blade, så kan du også klippe en pose op og drysse denne direkte ned i skålen.
- Put et håndklæde over dit hoved og læn dig over skålen, så du danner et "telt", der lukker dampen inde. 
- Dampen åbner dine porer og lader antioxidanterne trænge direkte ind i dem.
- Efter 5 minutter er facialen færdig. Du kan eventuelt sætte et ur, hvis du er i tvivl om, hvor lang tid der er gået.
- Brug eventuelt en skin tonic til at lukke porerne bagefter. 

For mig er det en god rutine, som lader mig trække stikket ud efter en lang dag. 

24. august 2015

Mandags Inspiration #1

Mandags Inspiration er en serie, hvor jeg vil poste billeder, fotografier og illustrationer, som jeg finder inspirerende og fascinerende. Jeg synes, at serien er passende at poste om mandagen, da man ofte godt kan bruge et kreativt boost til den nystartede uge ;-)







22. august 2015

Mad På Budget - Croissanter med Mørk Chokolade



De fleste der som jeg er studerende kender det nok, lommen er tom og pegene knappe. Ja man kan næsten se de små tegneserie møl flyve ud af pengepungen, men hvis du er på røven ligesom jeg så følg med. For her vil jeg give en række tips til lækre budgetvenlige alternativer.

Croissanter med Mørk Chokolade


Et godt sparetip er helt klart at tjekke butikkernes madspildssektion. På denne måde skåne du både miljøet og du beholder nogle flere mønter i lommen. Opskriften på chokolade croissanter er meget simpel, og det tager ikke lang tid før, du står med lækre varme croissanter i hånden. 

Antal: 6

Ingredienser:
- Croissant dej
- 70 g mørk chokolade

Fremgangsmåde:
- Skru ovnen op på 200 grader.
- Rul dejen ud.
- Fordel chokoladen på de 6 dej stykker. 
- Rul croissanterne.
- Form dem som en halvmåne.
- Drys chokolade rester ud over dem.
- Bag i ovnen i 10 minutter.
- Afkøl inden servering.


Som det kan ses på billedet, så er dej stykkerne allerede markerede.


Husk at forme dem som en halmåne, som navnet Croissant jo antyder ;-)


De gamle var i hvert fald fan af croissanterne ;-)

21. august 2015

Om at skifte studie


Som jeg nævnte i mit første indlæg, så har jeg skiftet studie. I et år har jeg studeret arkitektur på kunstakademiets arkitektskole, og langt hen ad vejen elskede jeg det. Men efter et halvt år inde i studiet så slog det mig, studieformen var ikke mig. Vi havde slet til næsten ingen undervisning og intet pensum. For nogen er det ideelt bare ikke for mig. Langt hen ad vejen var det selvstudie, og jeg følte, at jeg intet tid havde til rent faktisk at dyrke arkitekturen på mine egne præmisser. Jeg følte mig ganske enkelt malplaceret, og det blev klart, at jeg måtte gøre noget.

Der er selvfølgelig forskel på institutterne, og det lå mig selvfølgelig nært at prøve et andet et af dem. Men der var noget der trak i mig, psykologi. Selv havde jeg psykologi på B niveau i gymnasiet. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er noget lig hinanden, men jeg tænkte hvad pokker... det var umiskendeligt mit yndlingsfag i gymnasiet. Jeg søgte ind med et spinkelt håb og en enorm tvivl, for hvad hvis jeg nu ombestemte mig og ville tilbage til arkitektur? skulle man hellere prøve sociologi eller måske endda antropologi?

Spørgsmålene regnede ned og jeg var 0,1 fra at have gennemsnittet til studiet. Jeg manglede endda et niveau, Matematik B. Gys hvor jeg græmmede mig, der er ikke noget, der kunne kede mig mere. Men sådan spenderede jeg nu engang min sommerferie sammen med matematikken. Vi er stadig ikke bedste venner, selvom jeg bestemt ikke er dårlig til det.

Dagen efter jeg havde været oppe i mundtlig matematik kom svaret, min standbyplads var blevet omvandlet til en vaskeægte studieplads. Jeg var helt paf. Ih, jeg er glad for at svaret kom efter den mundtlige prøve, ellers havde jeg da godt nok bævret. Jeg fik 12 og skulle kun bestå på basis af gennemsnittet af de to prøver, så no worries.

Men selvom at det kom som noget af overraskelse, at jeg rent faktisk kom ind, og så allerede i år, så er jeg begyndt at kunne mærke de små sommerfugle blafre. På en måde har jeg slet ikke fået lov til at glæde mig på grund af al den usikkerhed, men det har hjulpet at finde bøger, kalendre og forelæsninger de sidste par dage. Det er lige pludseligt meget tættere på.

Ofte hører jeg mange bekymre sig om, om de har truffet det rigtige studievalg. Jeg tror bare personligt selv, at jeg aldrig selv vil blive helt sikker. Jeg har så mange modstridende interesser og vil til evig tid synes, at de fleste ting er spændende. Og jeg har da endnu ikke hørt én eneste, der ikke har givet udtryk for den mindste tvivl. Men hvis man føler sig tilpas på studiet, og det ligger i den retning man gerne vil, så bliv endelig. Der kan altid bygges på.

Apropos matematik, så kan jeg føle mig evigt taknemmelig for at have mødt nogle dejlige mennesker på holdet, så det er bestemt ikke til at kimse af!

20. august 2015

Apropos


Her sidder jeg så i skrivende stund og opretter min nye blog "Apropos". Sommerferien er snart ovre for de fleste, og for mig munder sommerferien ud i studiestart. Jeg har haft svært ved at forholde mig til det. Det kom så pludseligt, men indeni kan jeg mærke det, små sommerfugle der så småt begynder at baske med vingerne derinde i dybet. Jeg skal starte på Psykologistudiet, et vanskeligt spring jeg valgte at tage efter at have studeret på kunstakademiets arkitektskole i et år.

Jeg er ikke typen, der bare liiige må instagrame øjeblikke med mine venner eller deler billeder af min mad, når jeg er i selvskab med andre. Jeg fordyber mig meget i mine omgivelser, og har ikke noget imod at trække stikket for en tid. Men på en måde ville jeg ønske, at jeg netop gemte på disse små skatte noget mere, og derfor opretter jeg denne blog. Jeg vil nemlig gerne skatte de små gyldne øjeblikke i mit liv, ytre mig og i det hele taget bare se, hvor det hele bærer hen.

God læsning :-)