21. august 2015
Om at skifte studie
Som jeg nævnte i mit første indlæg, så har jeg skiftet studie. I et år har jeg studeret arkitektur på kunstakademiets arkitektskole, og langt hen ad vejen elskede jeg det. Men efter et halvt år inde i studiet så slog det mig, studieformen var ikke mig. Vi havde slet til næsten ingen undervisning og intet pensum. For nogen er det ideelt bare ikke for mig. Langt hen ad vejen var det selvstudie, og jeg følte, at jeg intet tid havde til rent faktisk at dyrke arkitekturen på mine egne præmisser. Jeg følte mig ganske enkelt malplaceret, og det blev klart, at jeg måtte gøre noget.
Der er selvfølgelig forskel på institutterne, og det lå mig selvfølgelig nært at prøve et andet et af dem. Men der var noget der trak i mig, psykologi. Selv havde jeg psykologi på B niveau i gymnasiet. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er noget lig hinanden, men jeg tænkte hvad pokker... det var umiskendeligt mit yndlingsfag i gymnasiet. Jeg søgte ind med et spinkelt håb og en enorm tvivl, for hvad hvis jeg nu ombestemte mig og ville tilbage til arkitektur? skulle man hellere prøve sociologi eller måske endda antropologi?
Spørgsmålene regnede ned og jeg var 0,1 fra at have gennemsnittet til studiet. Jeg manglede endda et niveau, Matematik B. Gys hvor jeg græmmede mig, der er ikke noget, der kunne kede mig mere. Men sådan spenderede jeg nu engang min sommerferie sammen med matematikken. Vi er stadig ikke bedste venner, selvom jeg bestemt ikke er dårlig til det.
Dagen efter jeg havde været oppe i mundtlig matematik kom svaret, min standbyplads var blevet omvandlet til en vaskeægte studieplads. Jeg var helt paf. Ih, jeg er glad for at svaret kom efter den mundtlige prøve, ellers havde jeg da godt nok bævret. Jeg fik 12 og skulle kun bestå på basis af gennemsnittet af de to prøver, så no worries.
Men selvom at det kom som noget af overraskelse, at jeg rent faktisk kom ind, og så allerede i år, så er jeg begyndt at kunne mærke de små sommerfugle blafre. På en måde har jeg slet ikke fået lov til at glæde mig på grund af al den usikkerhed, men det har hjulpet at finde bøger, kalendre og forelæsninger de sidste par dage. Det er lige pludseligt meget tættere på.
Ofte hører jeg mange bekymre sig om, om de har truffet det rigtige studievalg. Jeg tror bare personligt selv, at jeg aldrig selv vil blive helt sikker. Jeg har så mange modstridende interesser og vil til evig tid synes, at de fleste ting er spændende. Og jeg har da endnu ikke hørt én eneste, der ikke har givet udtryk for den mindste tvivl. Men hvis man føler sig tilpas på studiet, og det ligger i den retning man gerne vil, så bliv endelig. Der kan altid bygges på.
Apropos matematik, så kan jeg føle mig evigt taknemmelig for at have mødt nogle dejlige mennesker på holdet, så det er bestemt ikke til at kimse af!
Etiketter:
arkitektur,
nystart,
nytstudie,
psykologi,
studieskift,
tvivl
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar